|
|
|
|
Dengang og nu
Dengang Agersted Smedje blev grundlagt som landsbysmedje i 1909. Jørgen Juul stod i lære i smedjen fra 1959 til 1964. I 1978 overtog Jørgen Juul sin gamle læreplads. På det tidspunkt var virksomheden stort set lukket ned pga. den tidligere ejers sygdom. Agersted Smedje levede i mange år af at servicere lokalområdet indenfor vvs og smedearbejde. I 1985 blev pladsen for trang i de gamle lokaler, og derfor byggede man den første af de nuværende produktionshaller på ca. 500 m2. I 1993 overtog man Ørtoft Smedje og dens 5 medarbejdere. Smedjerne blev drevet hver for sig indtil 1998, hvor man valgte at sammenlægge de to afdelinger, som efterhånden talte tilsammen 20 medarbejdere. I den forbindelse opførte man den næste produktionshal på ca. 1000 m2 i Agersted og ændrede navn til Agersted Ørtoft Smedje ApS.
|
|
|
|
|
I 2000 etablerede smedjen egen malerafdeling pga. den stigende efterspørgsel på færdige komponenter til industrien. Jørgen Juuls søn, Jens Juul, købte sig ind i virksomheden i 2002, dermed tog man første skridt i et glidende generationsskifte. I 2004 kneb det igen med pladsen, derfor blev der opført en produktionshal på ca. 500 m2. Pladsen var også for trang på kontoret og lageret, og derfor opkøbte man tankstationen overfor, som i løbet af 2004 og 2005 blev bygget om til administration og lager.
I begyndelsen af 2006 skiftede virksomheden navn til aøs, i samme omgang ændrede man selskabsformen til et aktieselskab og etablerede en professionel bestyrelse. I 2006 opstod der – pga. travlhed – en del flaskehalsproblemer i den spåntagende bearbejdning, og derfor gik ledelsen på udkig efter flere CNC-maskiner. I den forbindelse stødte man på BT Maskinfabrik, som blev opkøbt og drevet videre i Hørby indtil maj 2007. 1. maj flyttede alle maskiner og medarbejdere fra Hørby til et nyindrettet 600 kvadratmeter stort maskinværksted på Bannen 3 i Agersted, hvor alle aøs’ spåntagende aktiviteter nu er samlet. Samtidig indrettede aøs et smedeværksted i den tidligere maskinafdeling på Dronninglundvej i Agersted.
I dag I dag er aøs en teknologibaseret og moderne virksomhed med 3000 kvadratmeter produktion samlet i Agersted og højt specialiserede medarbejdere. Vi udvikler, producerer og monterer stålkomponenter til industri og byggeri i Danmark, og vores fortsatte mål er at være kendt som en samarbejdspartner, der kan træde til på alle niveauer fra projektering til og med den endelige udførelse af arbejdet. Derudover udfører aøs VVS-installationer- og service i lokalområdet og producerer en række egne produkter i samarbejde med udvalgte partnere og forhandlere.
|
|
|
|
|
|